Kreative møder – nye fællesskaber for ældre i boligselskabet Østerbo i Vejle

Bevilling: 20.000 kr.

At skabe noget – selv enkle ting – kan styrke oplevelsen af handlekraft og livsglæde.

Projektet giver ældre mennesker mulighed for at deltage i trygge og uforpligtende møder i kunstskolen KUNSTKOMPAS, hvor kreativitet bruges som en ramme om nye fællesskaber. Der er fokus på at inkludere ældre personer, som typisk ikke selv opsøger fællesskaber, fx mænd, personer med etnisk minoritetsbaggrund og mennesker med psykiske eller fysiske udfordringer. Der vil også være særligt fokus på at nå personer med lav digital adgang.

Med enkle, kreative aktiviteter skabes et frirum, hvor gode snakke opstår naturligt i en munter stemning. For mange ældre mennesker kan det være svært at tage det første skridt til nye relationer, men i disse møder nedbrydes barrierer på en legende måde.

Målet er at modvirke ensomhed og styrke følelsen af at høre til, samtidig med at deltagerne får inspiration og mod på at indgå i nye sociale sammenhænge.

Projektet gennemføres af grafisk designer og kunstner Hege Dalsgaard fra KUNSTKOMPAS.