Seniorhøjskole fra udsatte ældre

Bevilling: 250.000 kr.

Fonden støtter hvert år, at ældre mennesker kan komme afsted på ferie i et trygt fællesskab med andre. Igennem mange år har Menighedsplejen i Danmark modtaget midler til at afholde højskoleferier for ældre mennesker, der ikke har overskud eller modet til selv at tage på ferie.

I 2025 arrangerer Menighedsplejen en højskoleferie på Tisvilde Højskole. De samarbejder med flere af deres medlemssogne i og omkring København for at finde de ældre, der er i en særlig svær livssituation, enten fordi de har mistet deres nærtstående, har et lille eller intet netværk eller andet, der gør, at de har brug for en tryg ramme for at kunne komme afsted.

Ved at samarbejde med sognene, som kender de ældre, kan de nå dem, der ikke selv henvender sig. Det betyder også, at ingen skal alene afsted, og at en eller flere af de frivillige fra sognet, som de kender, og som kender deres livssituation, også er med på højskolen.

Højskoleferien kan, selvom ferien er kort, styrke deltagernes livslyst og livsmod og måske skabe nye relationer, der kan bygges videre på efter ferien. På Tisvilde Højskole er der højt til loftet og en hyggelig atmosfære med musik, aktiviteter og fællesskab. Der er sunde måltider, hjemmebag og ikke mindst nogen at spise sammen med.

Programmet tilrettelægges i samarbejde med Fonden Ensomme Gamles Værn, der har mange års erfaring med, hvad der passer til præcist denne målgruppe.

Højskoleferien afholdes 22.-26. september 2025.