Nedsat syn og dårlig hørelse blandt ældre mennesker er almindeligt forekommende, men kan synes både et overhørt emne i dansk gerontologi og sundhedsforskning – og overset i hverdagslivet blandt befolkningen, inklusive mange sundhedsprofessionelle. Dette har mindst to grunde. Dels indfinder syns- og høresvækkelse sig så snigende i det sene voksenliv, at det indebærer en gradvis tilvænning til et lavere funktionsniveau, både hos personen selv og omgivelserne. Dels er brug af hjælpemidler som briller og høreapparater udbredt fra 50-60-årsalderen, og mange af os nærer forventninger om svækkelse af sanserne som en ”naturlig del af det at blive ældre”, hvorfor livet med nedsat syn eller hørelse er relativt upåagtet.
Da især høretab, men også synstab, skaber øget risiko for ensomhed, tog Fonden Ensomme Gamles Værn i 2016 initiativ til et etnografisk studie af høre- og synssvækkelse blandt gamle mennesker, som bor hhv. hjemme og i plejebolig, for herigennem at få en anden type viden, end den der ellers foreligger.
Ud over resultater og anbefalinger formidlet i denne rapport, er der i projektet desuden produceret filmen Jeg er snart sanseløs – et indblik i hverdagen hos ældre med sansetab (Winther & Rasmussen 2019), inklusive en version med engelske undertekster, som kan ses her. Filmen varer 14 minutter, og med danske tekster kan den ses nederst i boksen på denne side.
Fem uddrag af rapporten er indtalt som lydfiler, og de kan høres her.
Rapporten er indlæst som lydbog og udgivet i punktskrift af Nota og kan findes her.