Lungetræning giver vigtigt samvær

Melodien med violin og fløjte bølger ud i træningslokalet, mens armene på motionisterne vifter fra den ene side til den anden. Deltagerne sidder på stole i en rundkreds, mens fysioterapeuten instruerer opvarmningen.

78-årige Kaj Andersen er en trofast deltager på holdet i Odense, for hans hjemmetræning bliver i småtingsafdelingen. Hvis det bliver for hårdt, holder han bare op.

– Men hvis jeg henne til træning ser, at de andre kan blive ved, så gør jeg også. Man skal holde sin krop i sving, for ellers går det helt tosset, siger Kaj Andersen.

For fire år siden fik han en blodprop, der efterlod ham blind på højre øje og med 20 pct. syn på det venstre. Det var i den forbindelse, at lægerne også konstaterede, at hans lungekapacitet var nedsat på grund af KOL.

Det er derfor træningen er vigtig, for den kan holde lungernes forfald i skak. De regelmæssige målinger viser, at hans kapacitet ligger stabilt på omkring 50 pct., og netop det konstante niveau har en utilsigtet konsekvens.

– Når mine lungefunktion ikke bliver dårligere, fortsætter jeg med at ryge, siger Kaj, der godt ved, at den holdning vil provokere en del læsere.

koltraening mindre
 
De fleste på holdene er holdt op med at ryge, og der også flere personer med lungesygdom, som aldrig har røget.

Kaj har røget siden han var 13 år, og i dag ryger han omkring 15 hjemmerullede ‘Prince’ om dagen. Udover at afhængigheden gør det svært at holde op, er der også en anden grund.

– Jeg er bundet til hjemmet, fordi jeg ikke længere kan se. Før var jeg i vigør, og jeg læste en masse bøger, løste kryds og tværs og rodede i min kolonihave. Alt det er slut. Men jeg kan stadig ryge, og det er en af de få glæder, jeg har tilbage, siger Kaj Andersen, der ikke nåede at blive dus med computer.

Det er muligt, at et rygestop ville kunne forlænge hans liv en smule, men uden smøger ville den ekstra tid bare være en forlængelse af rastløshed. Dagligdagen for Kaj foregår mest i selskab med fjernsynet, men det svarer jo ikke tilbage, som han siger. Derfor bliver han med egne ord ’satme så glad’, når han to gange om ugen er til den træning, som Astma-Allergi Foreningens Oplysningskreds på Fyn sørger for.

– Jeg er alene-mand, så hele sammenholdet til træning, betyder meget. Jeg får samvær med dejlige mennesker, og vi har et kanonfællesskab. En af de andre er blind på det venstre øje, så vi pjatter med, at ham og jeg skal stå på hver vores side af maskinen, for så kan vi begge to se. Så der er humor i det, selv om det er alvorligt nok, siger Kaj, der synes stemningen på holdet minder om dengang han gik til fodbold. Det var tider.

Det særlige ved træningstilbuddet fra Astma-Allergi Foreningens Oplysningskreds er, at der er mulighed for kørsel frem og tilbage, og hele projektet Luft og Liv er støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn.

kaj og gitte
 

Gitte Petersen står for at arrangere kørslen i Odense-området, og foreningen ringer også rundt til motionisterne med KOL om morgenen for at sikre sig, at de er klar til dagens træning.

– Vi har flere borgere, der siger lige ud, at hvis vi hverken ringede eller hentede dem, ville de ikke komme afsted. Nogle har simpelthen ikke luft til at gå uden støtte fra fortovet hen til indgangsdøren, siger Gitte Petersen.

Hun sørger også for, at det så vidt muligt er den samme fleksjobber, der kører med borgeren hver gang. For Kaj Andersen er det gerne Gitte selv, der henter og bringer, og projektet Luft og Liv gælder hele Fyn.

Kaj Andersen kan stadig tage trapperne op og ned til sit hjem på 1. sal, og han er fra en tid, hvor lidt hvæsende åndedræt og snappen efter vejret ikke var noget at gå til læge med.

– Det var i småtingsafdelingen. Jeg havde jo ikke ondt, begrunder han. Han slog symptomerne hen med dårlig form, men i dag ved han godt, det var dumt.

– Prøv lige at gå op og få målt din vejrtrækning. Vent ikke til du bliver ældre, for så bliver det rigtig slemt.