Jeg forsømte nok min mor

Walid Zaher gjorde alt, hvad han kunne for sin mor, der døde for et års tid siden. Efterfølgende har han tænkt meget over, om han kunne have hjulpet hende bedre.

– Hun kom ikke på plejehjem pga. kulturel hæmsko. Hvis jeg sendte hende på plejehjem, ville folk holde op med at hilse på mig på gaden, siger 56-årige Walid Zaher.

Han er daglig leder af Indvandrerradio i Aarhus, der har et særligt fokus på de ældre migranter i Aarhus, når stationen i 2020 sender en række live-programmer, der er finansieret af Fonden Ensomme Gamles Værn. Indvandrerradioen sender på syv sprog, og programmerne gør informationer tilgængelige for lyttere, der måske er analfabeter og har svært ved dansk. Nogle lyttere får kun informationer og danske nyheder via Indvandrerradioen.

Corona-virus skaber stor forvirring og usikkerhed, fordi der florerer mange rygter og overdrivelser.

– Mange går hjemme, og de har hørt, at sygdommen er slem for gamle. De tror, at de dør med det samme, hvis de bliver smittet. Vi giver rigtig fakta på et sprog, de forstår, siger Walid Zaher, der oprindeligt er fra Libanon.

Lytterne ringer til radioen, der samler op og giver svar. Et andet formål med programmerne er at forbinde ældre lyttere, der ellers lever isoleret. En af dem er Abo Wael på 71 år, der kom til Danmark for fem år siden fra Syrien. Han har mistet sin kone, og hans børn bor i udlandet. Han var i det første program inde i radiostudiet for at fortælle, hvordan han kunne tænke sig en besøgsven, en kæreste eller at møde andre, der måske heller ikke har så mange venner i Aarhus. 

Indvandrerradio Abo1

Abo Wael sidder i midten, mens en ung studentervært er til venstre og en anden engageret lytter til højre. (Foto: Walid Zaher)

Undervejs i programmet ringede flere ind, og du kan høre en bid af udsendelsen med Abo Wael og Walid Zaher bag mikrofonen ved klikke i boksen til højre. Efter Abo Waels åbenhed om sin situation er der udsigt til, at han skal mødes med et par stykker af dem, der reagerede på hans historie i radioen og ringede ind.

For Walid Zaher handler det om at bygge bro. At skabe forbindelse mellem mennesker, der savner samvær med andre, og dem, der kan opfylde det behov.

Gennem radioen vil Walid Zaher også gerne informere om kommunens tilbud til ældre og bl.a. om, hvad et dansk plejehjem indebærer, fordi det ligger meget langt fra den type hjem, som mange mennesker med arabisk baggrund forbinder med begrebet.

 – Vi vil gerne forklare, hvad er fx et lokalcenter og et plejehjem. Når jeg tænker på min mor, og hvordan hun havde det til sidst, så var jeg bare en enkelt mand til at hjælpe. Men hvis hun havde været på plejehjem, ville der være nogen tæt på 24 timer i døgnet, siger Walid Zaher.

walid

Walid Zaher bag mikrofonen (Privatfoto).

 – Der er et dårligt tabu om plejehjem, og jeg vil gerne dele min erfaring, så andre undgår min mors situation. Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke at kendte mulighederne godt nok, så jeg føler, jeg forsømte min mor.