DU ER HER: Hjem > Støt fonden > Arv og testamenter
Arv og testamenter
Hvis du vil betænke Fonden Ensomme Gamles Værn i dit testamente, kan du kontakte os på mail, egv@egv.dk, eller du kan ringe til os mellem kl. 9.00-15.00 på tlf. 5060 5460.
Alle henvendelser er naturligvis helt uforpligtende. Hvis du er interesseret i at tegne et testamente, hvor Fonden Ensomme Gamles Værn er nævnt, kan vi sætte dig i forbindelse med en advokat, som uden omkostning vil hjælpe dig med papirarbejdet. Advokaten udfører opgaven pro bono og får dermed ingen betaling fra fonden. Det er derfor gratis for dig at oprette et testamente, hvor Fonden Ensomme Gamles Værn er betænkt.
Alternativt kan du oprette dit testamente gratis online hos virksomheden Dokument 24. Hos Dokument 24 kan du ligeledes få gratis råd og vejledning om arv og testamente.
Boafgift og arvinger
Fonden Ensomme Gamles Værn er fritaget for gave- og boafgift. Arveafgiften hedder i dag boafgift. Hvem du skriver i dit testamente vil have betydning for boafgiften. Livsarvinger betaler 15% i afgift, mens organisationer og fonde med almennyttige formål, fx Fonden Ensomme Gamles Værn, ikke betaler afgift. Her går det hele ubeskåret til arbejdet. Efterlevende ægtefæller betaler heller ikke afgift af arven. Livsarvinger er børn, børnebørn og oldebørn. Alle andre, der betænkes i et testamente, fx søskende og disses børn, skal betale 36,25% i boafgift.
Hvis du har flere arvinger end Fonden Ensomme Gamles Værn i dit testamente, og de betaler den høje afgift, kan du fordele arven med 70% til dine arvinger og 30% til Fonden Ensomme Gamles Værn, mod at vi betaler dine andre arvingers boafgift.