Definition på ensomhed

I forskningen defineres ensomhed typisk som en subjektiv, ubehagelig følelse, der opstår som følge af en oplevet uoverensstemmelse mellem et menneskes ønskede sociale relationer og de relationer, personen faktisk har. Man har altså ikke de relationer, man gerne vil have, kvalitativt eller kvantitativt eller både og.

Denne definition har fokus på sociale relationer. Der er dog flere dimensioner af ensomhed, som er vigtige at have med.

Man kan leve i en belastende situation og føle sig alene med sine problemer. Det kan føre til, at man trækker sig fra lidt eller meget fra socialt samvær – hvilket igen kan medføre, at andre omkring en synes, man opfører sig anderledes ved fx at takke nej til invitationer. Det kan føre til, at invitationerne til at være med i sociale sammenhænge (familie, venner, kollegaer) ophører.

Hvis man har en oplevelse af, at der ikke er nogen mening med livet, kan det kobles til en form for eksistentiel ensomhed. Kedsomhed og tristhed – depression – kan føre til denne følelse af ensomhed; og vice versa. Hvis man ikke oplever, at andre mennesker har brug for en, eller hvis man ikke føler sig værdsat, kan det forårsage dyb ensomhed.

Ensomhed kan også opleves som en fremmedhed i forhold til de kulturelt accepterede normer og en udelukkelse pga. samfundets love og regler.

Man kan tale om en ensomhedsspiral, hvor ensomhed og tilbagetrækning fra andre mennesker kan føre til social isolation over tid.

Hverdagsensomhed og langvarig ensomhed

Alle mennesker kan føle sig ensom en gang imellem og i løbet af livet pga. svære situationer og tab. Det kan man kalde hverdagsensomhed. Det er den ensomhed, de fleste mennesker kender.

Langvarig ensomhed er sundhedsfarlig som en slags stresstilstand. Tilbagevendende og langvarig ensomhed påvirker kroppen, og derfor udgør ensomhed en risikofaktor ift. en lang række sygdomme som bl.a. migræne, hjertekarsygdom, stofskiftelidelser og demens.