Sociale relationer har væsentlig betydning for både fysisk og psykisk sundhed – og mange studier har viser, at ensomhed er knyttet til problemer med helbredet. Forholdet mellem ensomhed og sygdom er komplekst. Ensomhed ser ud til at øge risikoen for dårligt helbred, mens kronisk sygdom tilsvarende kan øge risikoen for ensomhed, for eksempel som følge af begrænsede muligheder for at deltage i sociale aktiviteter.

Ensomhed er mest udbredt blandt de ældste, fordi det er i den sidste del af livet, vi hyppigst lider tab pga. ægtefælles død og tab af søskende og venner. Hertil kommer en øget risiko for dårligt fysisk helbred i form af nedsat gangfunktion, dårlig hørelse mv. Nogle sygdomme gør opretholdelsen af et godt socialt liv særligt vanskeligt, som depression eller demenssygdom, der gør, at man ikke længere selv kan vælge at være sammen med de mennesker og gøre de ting, man tidligere har fundet mening i og glæde ved.

Sammenhæng mellem helbred, social isolation og ensomhed er komplekst. Dårligt helbred kan forårsage ensomhed; og følelsen af ensomhed og social isolation stresser kroppen og medfører en øget forekomst af en lang række sygdomme som forhøjet blodtryk og kolesteroltal, hjertekarsygdom, træthed, smerter, søvnforstyrrelse, Alzheimers sygdom og depression (Hawkley et al. 2010, se reference mv. i Swanes artikel i højre side, 2017).

Blandt ældre er kun få af de, der har et ”fremragende, vældig godt eller godt helbred”, ensomme – mens 12% af ældre med et mindre godt helbred er ensomme. Helt op til 30% af ældre med et dårligt helbred er ensomme jf. figuren nedenfor fra Ældre Sagens undersøgelse.