Nære relationer

Nære relationer karakteriseret ved tryghed, åbenhed, fortrolighed og anerkendelse holder ensomheden på afstand.

Vi ved fra forskning i relationer og ensomhed, at de typer af relationer, man har til andre mennesker, har betydning for, om man føler sig ensom eller ej. En ikke ubetydelig gruppe af ældre har meget lidt kontakt med andre mennesker.

Svage sociale relationer

Nogle ældre mennesker mangler et godt netværk. Det viser rapporten fra 2019, Ensomhed og svage sociale relationer blandt ældre. Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2017, som er udgivet af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Rapporten belyser 65+-åriges kontakt til andre. Fordelt på familie, venner og naboer er procentdelen, der sjældent eller aldrig har kontakt til:

  • familie knap 7%
  • venner 10%
  • naboer 18%.

Andelen stiger med alderen. Blandt de ældste på 85 år og derover har 17% sjældent eller aldrig har kontakt til venner og 22% sjældent eller aldrig kontakt til naboer/beboere i lokalområdet.

Omtrent 4% af alle ældre angiver, at de aldrig eller næsten aldrig har nogen at tale med ved problemer eller behov for støtte.

Hvad betyder nære relationer?

I nære relationer opleves gensidig samhørighed. Følelser og tanker kan deles frit. Det findes ofte i nære venskaber, i parforhold og blandt søskende. Mennesker har brug for at indgå i denne type relationer. Det er ofte relationer, der har været under udvikling gennem mange år. Løsere relationer, fx til naboen eller bekendte, har også stor betydning. Alene det at være i kontakt med andre er vigtig for oplevelsen af at føle sig set og hørt. Selvom det ikke er her, man får vendt sine inderste spekulationer, kan selv korte, flygtige snakke virke opløftende.

Et vigtigt træk ved relationer, som holder ensomheden på afstand, er gensidighed. Det er relationer, hvor begge parter bidrager til at styrke og fastholde forbindelsen. De er kendetegnet ved symmetri, hvor man både giver og får opmærksomhed, empati og engagement. Ligesom det er vigtigt at modtage andres omsorg og nærvær, er det tilsvarende vigtigt at være noget for nogen. Ensomhed er for mange ældre forbundet med en følelse af at være overflødig. Det ansvar, man havde for sine mindre børn, på arbejdet eller måske for ens syge ægtefælle, er der ikke længere.

I stedet er de blevet modtagere af andres hjælp – uden mulighed for at gengælde. De er fx modtagere af professionel hjælp fra medarbejdere på plejehjemmet, aktivitetscenteret eller hjemmehjælpere, som kommer på besøg. Sådanne envejsrelationer kan lindre den alvorlige ensomhed ved at bryde med isolationen for en stund, men det er i gensidige relationer, at ensomheden kan ophæves helt.

Fonden inviterer ensomme og svækkede ældre på højskoleferie

Det sker i samarbejde med Samvirkende Menighedsplejer på Danske Seniorers Højskoler.

“Det er som om, ordene igen kommer til mig. Jeg kan igen tale med andre mennesker.”
– Kvinde efter højskoleferie med Fonden Ensomme Gamles Værn.

“Ved gensynsmødet efter ferien fortalte en ældre mand, der ellers ikke blander sig meget, begejstret i en time. Efterfølgende ringede han til en af de andre deltagere – en dame – og inviterede sig selv på kaffe.”
– Koordinator for højskoleferie med Fonden Ensomme Gamles Værn.