Ældre i en socialt udsat position

Socialt udsattes for tidlige alderdom og død afspejler, hvordan de negative konsekvenser af dårlige livsbetingelser akkumuleres gennem livet.

Rådet for Socialt Udsatte har siden 2007 hvert femte år undersøgt sundhed og sygelighed blandt socialt udsatte, der defineres som mennesker, som på grund af stofmisbrug, alkoholmisbrug, sindslidelse, hjemløshed, fattigdom og andre alvorlige, sociale problemer, befinder sig i samfundets margin. Social udsathed handler om en ophobning af dårlige levevilkår og mangel på deltagelse på centrale områder i samfundet.

SUSY UDSAT-rapporten fra 2012 viser, at socialt udsatte mennesker er markant dårligere stillet end andre på alle mål for sundhed og sygdom. Deres dårlige sundhed skyldes ikke blot, at de lever et risikofyldt liv med en uhensigtsmæssig sundhedsadfærd, men også at systemet har svært ved at skabe sammenhæng i de indsatser, der skal hjælpe dem (Pedersen et al. 2012).

Siden 2007 er der hvert andet år foretaget en kortlægning af hjemløshed i Danmark. Den nyeste rapport er baseret på tal fra 2017, der viser, at antallet af hjemløse mellem 50 og 59 år siden 2009 er steget med 42 pct. svarende til i alt 1053 personer i 2017. Blandt hjemløse der er 60 år eller ældre er stigningen på 48 pct. fra 2009 til 2017. Mens en overvægt af de yngre hjemløse overnatter hos venner og familie, sover 45 pct. i aldersgruppen 50-59 år på herberg og 11 pct. på gaden. For hjemløse på 60 år eller ældre overnatter 48 pct. på herberg og 10 pct. er gadesovere.

Rapporten sammenholder også varighed af hjemløsheden med alderen, og i de to ældre aldersgrupper er andelen, af mennesker der har været hjemløse mere end to år, høj. For de 50-59-årige er andelen 35 pct., mens den for de 60-årige og ældre er 44 pct.

Trygfonden og SFI har i 2017 gennemført en undersøgelse af livsvilkår og social eksklusion i Danmark, Fællesskabsmålingen (Benjaminsen et al. 2017, Jørgensen, red., 2017). Undersøgelsen viser, at 4 pct. af voksenbefolkningen fra 18 til 70 år kan betegnes som socialt udsatte. Disse mennesker kæmper med massive problemer med fattigdom, helbredet, psykiske lidelser og sociale relationer. Over halvdelen føler sig holdt uden for i samfundet, og de fleste føler sig ensomme.