Tabuet om ensomhed

I de senere år, og i særdeleshed under coronapandemien, er der kommet et øget fokus på ensomhed og vigtigheden i at føle sig som en del af et fællesskab med et eller flere andre mennesker. Man kan sige, at tabuet om ensomhed er ved at forsvinde på et samfundsmæssigt niveau i kommuner, medier, ministerier, organisationer, virksomheder mv. Sundhedsforskningen har påpeget, at ensomhed er en risikofaktor for vores velbefindende – og dermed er der kommet øget fokus på de sundhedsfarlige risici knyttet til ensomhed – og på at afhjælpe og forebygge ensomhed. 

Så på ét niveau er tabuet om ensomhed opløst. Men på det individuelle niveau er det stadig ofte meget svært for den enkelte at tale om sin ensomhed med andre, her er tabuet ikke forsvundet. Der kan være forskellige årsager til, at man måske nok har lyst til og trænger til at dele følelsen af ensomhed, men alligevel har svært ved det – og måske ikke gør det.

Man kan være bange for, at det at tale om sin ensomhed vil blive opfattet som en kritik af andre, fx ens børn eller venner. Man kan være bange for ikke at blive forstået og bekymre sig om, hvad andre tænker om en. Man kan være bange for at blive opfattet som negativ og belastende og for at blive afvist. Man kan være bange for andres medlidenhed, når man hellere vil have deres respekt og forståelse.

De fleste mennesker ved ikke, hvordan de skal forholde sig til ensomhed hos et andet menneske, hvordan de skal tale med vedkommende, og hvad de skal stille op. Det skyldes, at de færreste af os har oplevet den tillid, det er at blive indviet i et andet menneskes ensomhed.

Mange mennesker, der føler sig ensomme, er flove og skammer sig over deres ensomhed; også i en høj alder. De tænker ofte, at de lever deres liv forkert, og at det er deres egen skyld, for “de ku’ da bare tage sig sammen”. Ensomhed kan hænge sammen med et lavt selvværd – hvor man ikke føler sig “værdig” til andres venskab.

Som gammel ønsker man at beskytte først og fremmest sine børn, men også andre personer, man holder af og sætter pris på at kende. Ældre ønsker frem for alt ikke at være en belastning for deres nærmeste. Derfor kan det være særligt svært for ældre at tale om deres ensomhed, fordi de er bange for at virke bebrejdende og give deres børn eller de få andre, de kender, dårlig samvittighed og derved belaste relationen.